• I samarbejde med:

5 SEO-strategier som ikke kræver linkbuilding

5 SEO-strategier som ikke kræver linkbuilding

5 SEO-strategier som ikke kræver linkbuilding

Skrevet af Thomas Zacchi d. 25-04-2016 kl. 07:18
Google har officielt bekræftet, at godt indhold og gode eksterne links er de to vigtigste elementer til at få din hjemmeside til at ranke godt i søgeresultaterne. På det seneste har Google dog sat spørgsmålstegn ved den overordnede legitimitet omkring linkbuilding som en SEO-strategi. Derfor vil Google gerne nedtone vigtigheden af gode, eksterne links til en hjemmeside. Fakta er dog, at de endnu ikke har fundet et reelt alternativ, og derfor er linkbuilding stadig en vigtig disciplin inden for SEO. Du kan arbejde med din SEO på andre måder end linkbuilding. I det følgende vil jeg komme med 5 vigtige SEO-strategier, som du også bør være opmærksom på, og som ikke direkte involverer linkbuilding.  

1. Mobilvenlig hjemmeside

Mere end 50 % af alle Google-søgninger er i dag mobile, og derfor skal din hjemmeside tage godt imod dem. Er din hjemmeside ikke mobilvenlig, vil dine besøgende få en dårlig oplevelse, og mobil trafik vil som konsekvens have meget lille værdi for din hjemmeside. Du risikerer derfor at spilde din tid på at lave alle andre former for SEO, hvis din hjemmeside ikke er mobilvenlig. Den 21. april 2015 begyndte Google at give mobilvenlige hjemmesider, ekstra værdi i deres vurdering af søgeresultater. Overraskende nok var mange hjemmesideejere ikke forberedte, selvom de burde have været det. I marts 2016 meldte Google ud, at de fra og med maj 2016 vil lægge yderligere vægt på mobilvenlige hjemmesider. Når du gør din hjemmeside mobilvenlig, gavner det altså både din SEO og din konvertering af de besøgende, der ser din hjemmeside via en mobil enhed.  

2. Hurtig hjemmeside

Google har stort fokus på den brugeroplevelse, de sender den søgende videre til via deres søgeresultater. Hastigheden af en hjemmeside kan være en afgørende faktor i, hvordan den klarer sig i søgeresultaterne. Din basis SEO består altså i at finde et godt webhotel og optimere din hjemmeside og dit indhold, så det vises hurtigt. En hurtig hjemmeside vil både gavne dit SEO-arbejde OG dine konverteringer af dine besøgende. Undersøgelser viser, at hvis en hjemmeside er mere end 3 sekunder om at blive vist, så har op til 40 % af de besøgende klikket på tilbage-knappen. Er hjemmesiden mere end 5 sekunder om at blive vist, vil over 70 % af de besøgende have klikket på tilbage-knappen. Hastigheden skal derfor tages seriøst, og som en ekstra bonus får du en bedre Quality score for dine AdWords-annoncer, når du har en hurtig hjemmeside. Dermed falder prisen for dine annonceklik også.
 

3. Godt, relevant og unikt indhold

Skal din SEO være effektiv, kræver det ikke bare indhold, men godt indhold. Indhold, som er målrettet din målgruppe, og som har fokus på deres ”udfordringer” eller ”problemer” og derfor italesætter dem. Der er kun 10 pladser på side 1 i søgeresultaterne, og derfor viser Google ikke kun toppen af søge-isbjerget, men toppen af toppen af toppen af isbjerget. Med andre ord: kun det mest relevante indhold bliver vist på side 1. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at dine tekster skal være på 1.000-vis af ord for at klare sig godt. Det danske søgelandskab er ikke nået dertil endnu, så du kan komme langt med målrettede og fokuserede tekster på få hundrede ord. Google elsker unikt indhold, og det er ikke kun i forhold til tekster. Det kan for eksempel godt betale sig at have sine egne unikke billeder frem for billige købebilleder. Det giver dig også en mulighed for at få vist dine billeder i søgeresultaterne, hvilket igen gavner dine gode SEO.  

4. Linkstruktur og interne links

Den linkbuilding, som du selv kan styre meget nemt, er den, hvor du arbejder med din hjemmesides linkstruktur og interne links på hjemmesiden. Google belønner hjemmesider, der gør det nemt for brugerne at finde det, de leder efter, uanset om det er oplysninger eller et bestemt produkt. Optimer din navigation, så det er nemt at finde en side. Sørg for, at alle dine sider kun er 2-3 klik væk ved at linke til relevante sider i selve indholdet på de enkelte sider. På den måde hjælper du dine besøgende med at navigere nemt rundt på din side. Det vægter Google som god SEO.  

5. Regelmæssigt indhold

Enhver virksomhed har behov for at udvikle og offentliggøre indhold løbende. Jo hyppigere, jo bedre. Indholdet skal være originalt, informativt og nyttigt for din målgruppe. Hvis du ikke jævnligt skriver nyt indhold, vil din hjemmeside hurtigt tabe til de konkurrenter, som formår at arbejde effektivt og struktureret med at udgive nyt indhold løbende. Hjælp dig selv til at få skrevet regelmæssigt indhold ved at lave en plan. Den skal vise, hvilket indhold dine besøgende har behov for, og hvornår du skal skrive det. Du kan gå mere i dybden ved at notere, hvem målgruppen for indholdet er, og hvilken effekt dit indhold skal have. Det giver mulighed for at planlægge dit indhold, så du får det publiceret på de rigtige tidspunkter af året.  

Tiltræk nye links med SEO

Linkbuilding er ikke en død disciplin endnu, men som vi netop har gennemgået, er der andre områder, hvor du kan arbejde med din SEO. Samtidig har flere af ovennævnte punkter den fordel, at de potentielt kan tiltrække nye, eksterne links helt organisk. Og så er du jo lykkedes med din SEO på flere fronter.
 
Få besked om aktuelle aktiviteter
Få besked om aktuelle aktiviteter
Tilmeld dig Google Succes Onlines nyhedsbrev, og få alle gratis aktiviteter direkte i din indbakke.