• I samarbejde med:

9 gode råd til brug af video i din forretningsstrategi

9 gode råd til brug af video i din forretningsstrategi

Skrevet af Henrik Brændgaard d. 30-06-2016 kl. 07:40
Kategorier: Videomarkedsføring

Video bliver større og større, og det er der mange gode grunde til. Succes Online har mødt ejeren af Videofabrikken i Kolding, Henrik Brændgaard, til en snak om fordelene ved brug af video i forretningsstrategien, og undervejs deler han rundhåndet ud af tips til, hvordan du selv laver bedre videoer. Hvorfor skal man bruge video til at præsentere sine produkter? ”Det skal man, fordi det er den lækreste måde at præsentere sit produkt på”, svarer Henrik bramfrit. ”Vi har kunder, som siger, at deres produkt ser mere indbydende ud på video end i virkeligheden. Og derudover er det meget simpelt: En god video hæver konverteringsraten på produktet. Det er selvfølgelig vigtigt, at man gør det rigtigt. Nogen får fx lavet en klassisk, kedelig video uden hænder eller noget til at indikere størrelsesforholdet, men bare det at produktet berøres af et par hænder, giver en form for håndgribelighed, som appellerer til mange folk.” Pas på tidsrøvende projekter, der ikke virker ”Mange webshops vil f.eks. gerne have en virksomhedspræsentationsvideo. Det vil jeg på det kraftigste fraråde!”, siger Henrik, men han nævner dog også ét sted, hvor denne type video har en positiv effekt: ”Det virker dog super godt til B2B-virksomheder.” Og nu videre til de 9 gode råd til at bruge video.  

  1. God lyd er vigtigere end flot og knivskarpt billede

Og vi springer lige ud i bunken af gode råd, for når det kommer til lyd, rammer vi en hjertesag hos Henrik Brændgaard: ”Når der skydes videoer, skal der altid tænkes i lyd og billede. Og der er en meget god grund til, at jeg nævner lyd før billede. Det er meget, meget vigtigt, at lyden er god. Hvis lyden er god, kan seere godt overskue, at billedet er knapt så godt, men hvis lyden er dårlig, så klikker de videre.” Dårlig lyd er den primære grund til at seere smutter fra din video! Det er tydeligt, at Henrik går meget op i god lyd, for han fortsætter: ”Hvis det er muligt, så optag lyden separat på en diktafon, fordi smartphones er ikke lavet til at optage lyd. For at få god lyd, skal en mikrofon have strøm fra en separat kilde. Mikrofonen skal have 100 % strøm. Det får den ikke på en telefon, da den skal dele strømmen mellem kamera, processor, lyd, Candy Crush og alle de andre apps, der kører”, slutter Henrik af, imens han tager en slurk af sin danskvand.  

  1. Der skal være dynamik i din video

”Det er vigtigt at holde videoen dynamisk, og en af de bedste måder at gøre det på er ved at være god til at klippe. For at opnå dynamik er det vigtigt at variere sine optagelser med diverse linser på kameraet”, siger Henrik åbenhjertigt, og fortsætter: ”Der er rigtig mange ting, som folk ikke lige tænker over, når de skyder en video første gang. Jeg ser fx meget ofte, at kameraet er indstillet til auto. Det har en negativ virkning, idet det står og fokuserer, imens der optages. Derudover er der ofte lysindfald, som giver en slags flimmer på optagelserne, fordi kameraet forsøger at kompensere for dette. Og det ser bare ikke lækkert ud.” ”Typisk sætter man også kameraet ét sted. Det bliver for statisk, og prøver man med håndholdt kamera, så bliver seeren oftest søsyg af at se på det.” Her skinner det igennem at Henrik har set mange videoer gennem årene. Gode som dårlige. ”Meget af arbejdet ligger i at være kreativ med vinklerne og skarp i klipningen. Det er vigtigt at tænke i vinkler hele tiden. Seere begynder nemt at kede sig, hvis det er for statisk.” Og du kender det sikkert selv. Begynder du at kede dig, med det du ser, så går der ikke længe, før der er zappet videre til næste video.  

  1. Skal man bruge Facebook eller YouTube til sine videoer?

Dette er igen et spørgsmål, som Henrik tit får, og han svarer: ”Man skal bruge YouTube, hvis man vil have en god søgeordsplacering med videoen, eller hvis man vil kombinere sit SEO-arbejde med videoer.” Er det godt lavet, kan du få 2 placeringer på side 1 til det samme produkt/søgeord. Henrik ved dog bedre end de fleste, at Facebook også tager sin del af kagen, når det kommer til video: ”Hvis din primære målgruppe er på Facebook, så er det naturligvis der, du skal være. Og vil du dele videoer på Facebook, så upload dem direkte til Facebook. Lad være med at linke til YouTube på den ene eller den anden måde.”  

  1. Brug Facebooks videofunktion på Facebook

Via min vlog har jeg testet alle mulige kombinationer i forhold til upload og visninger, og uanset hvordan jeg vender og drejer den, så får jeg mere eksponering på Facebook, hvis jeg uploader den direkte og slet ikke nævner min YouTube-kanal. Du kan altid smide et link til din YouTube-kanal i kommentar nummer 401, når de forrige 400 kommentarer alle har været: ”Hvor kan jeg se mere?”, afslutter Henrik. Som du nok har bemærket, har Henrik ikke det fjerneste imod at uddele gode tips og tricks, og han er slet ikke færdig, så læs endelig videre.  

  1. Husk at optimere din video, når du har uploadet den

”Vi ser rigtig mange, som får lavet flotte og fantastiske videoer, men de bliver ikke set nok i forhold til videoens pris. Så videoer skal optimeres for, at folk kan finde dem og for at ramme nogle interessante søgninger. Så lad være med at kalde din video ”0043.mp4” eller lignende.” Det er vigtigt at, du som minimum giver videoen en velovervejet titel og uddybende beskrivelse. Det er med til at få YouTube til bedre at forstå indholdet.  

  1. Hvorfor skal man bruge YouTube-annoncering?

Henrik giver 4 hurtige argumenter for at benytte YouTube-annoncering:

  1. Det er en rigtig god måde at booste sin video på i starten
  2. Brug remarketing - så videoen dukker op på YouTube efter man har besøgt dit site
  3. Det er meget billig annoncering i forhold til fx AdWords-annoncering
  4. Det kan målrettes helt ned på byniveau

 

  1. Del, del, del din video

”Lige som du skal huske at dele dette blogindlæg, så skal du huske at dele din egen video”, siger Henrik med et grin. ”Gør da opmærksom på, at du har en video, og at den er der. Du har jo investeret tid og penge i den, så hvorfor ikke dele?” ”Der er ingen grund til at lave video, hvis ingen efterfølgende ser den. Og ingen forretninger laver jo noget uden også at tænke, om der kommer noget ind på bundlinjen i sidste ende. Det er jo målet. At tjene penge. At skabe ROI. Ellers kan man lige så godt holde videoen internt. Hvis du har lavet en video, som folk gerne må se, så få den delt på alle de relevante kanaler, du har til rådighed, og få fat i ambassadører, der kan dele, samt få dine medarbejdere til det. Brug nyhedsbrevet og medarbejdernes mailsignaturer.”  

  1. Hvorfor skal man huske Call-to-action i videoen?

”Jeg er stor fortaler for, at man siger, eller gør opmærksom på, hvad man vil have kunden til at gøre i videoen. Er målet at kunden udfylder kontaktformularen, så gør opmærksom på, hvor den er henne på sitet. Og sig det gerne til sidst.” ”Og ved du, at denne video er en af flere, så gør opmærksom på det. Opfordr folk til at abonnere på YouTube-kanalen. Samtidig er der den bonus, at du også kan udarbejde playlister på din kanal.” ”Linker du til dit website i tekstfeltet på YouTube, så husk at det kun er de 3 første linjer, der vises. Vil du have, at folk skal klikke på det, så skal de også kunne se linket. Og HUSK http:// før du skriver website adressen. Ellers er det ikke klikbart, og så er der ingen, der bruger det.”  

  1. Slå ”Vis relaterede videoer” fra

”Sørg for at få ”Vis relaterede videoer” slået fra. Det sker desværre alt for sjældent.” siger Henrik og giver et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis du ikke slår det fra: ”Du indlejrer videoen i firmaets blog, og når den så er færdig, så viser YouTube relaterede videoer, og det er typisk din konkurrents video, der dukker op. Det betyder, at kunden sidder og ser din konkurrents video på DIT site. Så husk at klikke denne funktion fra. Du slår det fra, når du henter indlejringskoden.” Det er meget godt med alle de gode råd og tips, men hvad får man egentlig ud af en god video. Det har vi naturligvis også spurgt Henrik Brændgaard om, og han giver dette eksempel: ”Vi har fx lavet en video for Sohu-wallsticker.dk. Den tog 2 dage at lave plus optimering til YouTube og opsætning af in-stream, speak og musikrettigheder og prisen var omkring 27.500 kroner, hvis jeg ellers husker rigtigt”, fortæller Henrik. Arbejdet indeholdt følgende:

  • Research af konkurrenter
  • Udarbejdelse af manuskript til speak
  • Optagelse
  • Klipning
  • Color correction og grading
  • Udarbejdelse af call-to-action & USP’er
  • Opsætning af YouTube kanal
  • Upload og videooptimering til YouTube (titel, beskrivelse, thumbnail m.m.)
  • Optimering mod udvalgte søgeord (wallstickers, opsætning, guide, montering osv.)
  • Opsætning af YouTube In-stream annoncering (via Google AdWords)
  • Opsætning af kampagner målrettet remarketinglister, søgeord, emner og interesseområder
  • Løbende monitorering af kampagnerne over 30 dage

Hvad har denne video gjort for Sohu-wallsticker.dk? ”Videoen har hævet konverteringen på hele shoppen med næsten 20%. Derudover har de som følge af videoen færre reklamationer, og de bruger mindre tid i kundeservice på at forklare kunderne, hvordan de sætter en wallsticker op”, forklarer Henrik, og fortsætter: ”Og det fede ved den her video er, at de har én video, som de kan bruge på alle deres produktsider.” Så har du en webshop, og kan du lave én video, som kan bruges på alle produktsider, så er det meget interessant at overveje, om ikke sådan en video bør laves. Og du kan selvfølgelig opleve Henrik Brændgaard i aktion, når han holder foredrag hos Succes Online. Værd at vide om Videofabrikken: ”Videofabrikken er et firma i fuld vækst. Åbnede for 3 år siden og vi er pt. 3 mand - Lasse, Christian og mig - på fuld tid og med 2 mere på vej. Den ene bliver en kontorkoordinator, så jeg kan frigive mere af min egen tid til videoproduktion”, fortæller Henrik Brændgaard, som ejer Videofabrikken. ”Vi arbejder med produktion og markedsføring af video, som hæver konverteringsraten. Og vi laver en del videoer som virksomheder bruger internt, lige fra træningsvideoer til præsentationsvideoer af nye kollektioner. Vi holder os væk fra biografreklamer og offline-ting, som ikke virker. Også fordi der ikke kan måles på dem. Vi vil gerne se om og hvor godt vores videoer performer.” ”Når folk googler videoproduktion, så skal de jo bare finde nogen, der kan lave en fed video. Og det kan vi her i Videofabrikken. Vi tænker kreativt og skævt og udnytter vores udstyr til det absolut maksimale og vi er meget fokuseret på at en video skal påvirke ROI og målrettes vores kunders kunder”

Få besked om aktuelle aktiviteter
Få besked om aktuelle aktiviteter
Tilmeld dig Google Succes Onlines nyhedsbrev, og få alle gratis aktiviteter direkte i din indbakke.