• I samarbejde med:

Et tilbageblik på 2017 og et spændende år i sigte

Et tilbageblik på 2017 og et spændende år i sigte

Skrevet af Google Succes Online d. 29-12-2017 kl. 16:09
Kategorier: Succes Online

2017 har været et begivenhedsrigt år for Succes Online. Vi ser tilbage på året der gik og vender samtidigt blikket mod 2018.  Der er nået mange milepæle i år og grundstenene til et forrygende 2018 er lagt!

Et år med mange milepæle

En af årets mange milepæle har været, at Succes Online siden 2012 nu har trænet 30.000 personer. En milepæl der ikke havde været mulig uden samarbejder med mere end 70 af landets kommuner og regionale væksthuse. Vi holder på champagnepropperne lidt endnu, for der er flere milepæle at fejre. I maj blev Aarhus omdannet til et digitalt epicenter, der samlede 700 virksomheder med interesse for digitalisering til Succes Online Summit. Med til arrangementet var et udsnit af de bedste eksperter fra Succes Online, Google og Hesehus samt Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S). Desuden har 2017 samlet set dannet rammen for intet mindre end 84 workshops for SMV’er og fire kick-offs samt 30 workshops for studerende. Arrangementer der alle har været med til at opkvalificere og styrke studerendes kompetencer inden for digitalisering, herunder særligt digital markedsføring. 100% af virksomhederne der deltager på Succes Onlines workshops vil foretage en eller anden form for ændring i sin forretning efter endt kursusforløb. Det signalerer, at deltagerne bliver motiveret og faktisk kan bruge værktøjerne de undervises i og har lært, hvordan de kan gribe mulighederne på nettet an. Det er samtidig en bekræftelse af at, vores undervisere er fantastiske og i sandhed formår at vise deltagerne, hvad de kan opnå på nettet.

Fokus på at efteruddanne ledige med digitale kompetencer

Særligt efteråret i 2017 centrerede sig om pilotprojektet ”Bliv Digital Koordinator”, der blev bragt til live af Succes Online og Københavns Erhvervshus. Projektet havde til formål at hjælpe ledige akademikere og unge under 30 i København med at komme i beskæftigelse baseret på et tre ugers intens træningsforløb i digital markedsføring og brugen af digitale værktøjer. Ambitionen med pilotprojektet var at få 80% i beskæftigelse én måned efter endt forløb. På forløbet arbejder deltagerne med teori og praksis, de får to certificeringer samt løser en case for en reel virksomhed. Resultaterne var overvældende, og hele 88% kom i beskæftigelse, hvilket blev argumentet for at afholde endnu et forløb, inden udgangen af det nye år. Dertil har vi med glade og stolte håndtryk indgået et samarbejde med Graduateland med henblik på at matche endnu flere studerende og ledige med virksomheder.

Udsigterne til 2018 er lovende

Det nye år står for døren og allerede nu kan vi løfte sløret for, at der kommer næsten tre gange så mange af vores populære MasterClasses som både webinar og seminar, og at programmet for vores kick-offs og workshops rundt om i landet kommer til at favne endnu bredere inden for digitalisering. Dertil kan vi også afsløre at vi planlægger flere ’Bliv Digital Koordinator’-forløb for ledige og unge under 30 i løbet af næste år.

Tak for et forrygende 2017 i Succes Online

Hos Succes Online vil vi gerne benytte lejligheden til at takke vores samarbejdspartnere ude i kommunerne, de lokale erhvervsråd samt vores partnerkreds – og ikke mindst vores skribenter og læsere. Et særskilt tak skal der naturligvis også lyde til vores dygtige undervisere, der tager sig tid til at gøre landets SMV’er og studerende endnu skarpere på nettet. Vi glæder os til et endnu vildere 2018 – godt nytår!

Få besked om aktuelle aktiviteter
Få besked om aktuelle aktiviteter
Tilmeld dig Google Succes Onlines nyhedsbrev, og få alle gratis aktiviteter direkte i din indbakke.