• I samarbejde med:

Lad nu være med at fixe dét, der virker!

Lad nu være med at fixe dét, der virker!

Skrevet af Frederik Nørgaard d. 15-02-2018 kl. 09:10

Som online-konsulenter er vi dagligt i dialog med kunder, som ønsker en ny hjemmeside. Og selvfølgelig skal man re-designe engang imellem, men faktisk holder en god hjemmeside typisk med løbende optimering og vedligeholdelse rigtig længe. Typiske ønsker for en ny hjemmeside er et øget fokus på SEO, online-salg og selvfølgelig flere konverteringer – og ind imellem hører jeg også sætningen ”det skal bare se skidegodt ud”. Sidstnævnte gør mig altid lidt bange. Ofte ser vi forslag til nye hjemmesider, der virkelig er superflotte, men… … problemet er bare, at der sjældent bliver taget hånd om data fra den gamle hjemmeside, og ofte tænkes der hverken i SEO eller konverteringsstrategi.

Hvis du er et stort brand, kan du slippe afsted med utroligt meget, men er du en mellemstor virksomhed, skal du altså opbygge tillid til dine nye kunder - de kender dig ikke fra starten. Jeg har faktisk været med til at rulle flere større hjemmesider tilbage til det gamle design, da de nye tiltag simpelthen har været for dårlige på utrolig mange parametre – for eksempel langsom hastighed på grund af kæmpe billeder, og skidt SEO på grund af tekstfattighed. Det koster på placeringer, konverteringer og i sidste ende også på salget.  

Pæn ny hjemmeside og tom aftalekalender

Vi havde en kunde, der var glad nok for sin hjemmeside, men som mente, den var for dyr i hosting. Kunden fik en ny hjemmeside hos en konkurrent. Her var fokus på store billeder og video, som ikke var implementerede og optimerede ordentligt. Det kostede selvfølgelig meget på hastigheden, derudover var næsten al tekst udskrevet. Som det kan ses her på Google Pagespeed Insight, var hastighedsoptimeringsgraden virkelig dårlig. De var gået fra grøn både på Desktop og Mobil til rød på begge dele. Tjek selv løbende din hastighed her. Vi kontaktede kunden og spurgte, om hun var klar over dette. Det var hun bestemt, og hun havde faktisk fået den nye hjemmeside med hosting til halv pris, så alt var fint. To måneder senere kontaktede hun os igen og skiftede tilbage til vores oprindelige løsning. Hun havde åbenbart været booket ud i fremtiden fra vores originale hjemmeside, og pludselig var kalenderen tom, da den nye hjemmeside ikke længere leverede nye henvendelser. Dette kom alt i alt til at koste kunde flere hundredetusinde kroner i tabt omsætning pga. ønsket om at spare og samtidig have en flot ny hjemmeside. Graf på kundens synlighed: den gamle hjemmeside er blevet yderligere optimeret, og hun har aldrig fået mere ud af sin online tilstedeværelse, end hun gør nu.

 

Tænk ind i brugerens adfærd – ikke ud af boksen

Tag f.eks. sommerhusudlejningsbranchen – ja, undskyld, men ni ud af ti sites kunne lige så godt være samme ejer eller samme designer. Der er måske flyttet lidt rundt på søgefunktionen, men der er en grund til, den altid er der med det samme. Det er, hvad folk forventer. Så hvis man pludselig bryder med denne del, vil de fleste folk ikke kunne finde rundt på hjemmesiden - og derfor finder de en anden udbyder.

De eneste, der kan slippe afsted med at tænke helt ud af boksen, er store brands som f.eks. Apple. De skal nok få trafik igennem andre kanaler. Derfor synes jeg selvfølgelig stadig, det er dumt, og jeg tør ikke tænke på, hvad det koster dem i tabt online fortjeneste, at deres hjemmeside skal være en design-perle. Lige Apple er et rigtigt godt eksempel på en stor spiller, der kan slippe afsted med at gøre det på deres ”måde”. Faktisk har Apple haft stor set det samme website i 10 år. Kæmpe billeder på forsiden og næsten ingen tekst - og på mange andre punkter ikke særlig stor SEO-venlighed. De har stadig fantastiske placeringer. Jeg har oplevet mange kunder, der gerne ville have det samme site som Apple. Hvor man så pænt må forklare dem, at hvad de sælger og kendskabet til deres firma, altså ikke er helt det samme som æblegiganten.  

Amazon har også i store træk holdt sig til det samme layout. Det ville især være farligt at ændre for meget ved et website, der fungerer så godt, og når Amazon.com alene omsatte for 178 billion U.S. dollars sidste år, skal man holde tungen lige i munden og teste ting godt af, før man lancerer opdateringer til siden. Amazon siger selv, at 100 ms langsommere serverhastighed koster 1 % af Amazons omsætning - så tør jeg slet ikke tænke på, hvad det mon koster at flytte køb-knappen til et forkert sted. Så kort og godt vil jeg altid anbefale, at du har din hjemmeside i en fremtidssikret løsning/CMS, der er klar til de nyeste opdateringer fra Google, så du ikke skal udskifte et godt sælgende webdesign, der faktisk fungerer supergodt. I stedet bør du fokusere på de nyeste tiltag inden for: Https, AMP, responsivt design, osv.  

Få besked om aktuelle aktiviteter
Få besked om aktuelle aktiviteter
Tilmeld dig Google Succes Onlines nyhedsbrev, og få alle gratis aktiviteter direkte i din indbakke.