• I samarbejde med:

Sådan lægger du en god medieplan

Sådan lægger du en god medieplan

Skrevet af Mette Hjort Johansen d. 09-05-2018 kl. 08:00

Hvorfor er en god medieplan nødvendig?

Vil du tiltrække kunder til din forretning? Få dem til at købe dine produkter? Og få dem til at komme igen. Ja, så har du svaret. Derfor er en god medieplan vigtig. Men hvordan kommer du i gang med den gode medieplanlægning?  

Sådan gør du

1)    Hvem er du, og hvad vil du?

Første skridt er at klarlægge, hvad din virksomhed er, hvad du sælger, og hvad dine mål er. Når du har tjek på baglandet og har klare KPI’er for dit arbejde, kan du finde ud af, hvem du skal henvende dig til. Hvor du skal gøre det. Og hvordan du skal gøre det.  

2)    Hvem er din kunde, og hvor er din kunde?

Lav en grundig analyse af din målgruppe. Hvem køber dine produkter? Og hvordan ser deres købsproces og overvejelser ud? Identificér alle faser i kunderejsen, fra første gang kunden hører om dit produkt, til kunden står med det i hånden.  

3)    Læg en kommunikationsstrategi

Når du ved, hvad du sælger, og hvem du sælger til, laver du en kommunikationsstrategi, der matcher dit brand, dit produkt og din målgruppe. Kommunikationsstrategien supplerer du med en contentplan, der kan skabe genkendelighed på tværs af medier. Versionér dit content og tænk hele kundens rejse igennem, så du vælger medier og budskaber, der understøtter alle faser i kunderejsen, og som sikrer dig relevant eksponering.  

4)    Fastlæg rammen

Reflektér over dine muligheder og skab rammen for din medieplan. Hvad har du råd til? Fastlæg derefter budget for din betalte annoncering såsom AdWords, TV-reklamer eller en helside i et magasin. Overvej også, hvad du har tid til? Klarlæg således dine ressourcer til gratis content via kanaler som blogs, nyhedsbreve, SoMe, SEO og PR. Gennemgå potentialer, så du bliver klar over, hvordan du får mest ud af dine medier. I modellen ser du eksempler på medier, der kan være nyttige til hver fase.  

Kunderejsemodel

5)    Din kunde opdager dig

Før din målgruppe kender til din virksomhed, kan de ikke købe noget hos dig. Vælg derfor eksponering via medier, der gør kunden opmærksom på, at du eksisterer.  

6)    Din kunde finder dig interessant

Din målgruppes interesse skal vækkes, hvis de skal omvendes til kunder. Tænk i medier, hvor du kan vise, at du opfylder deres behov. Du kan fx hjælpe med inspiration, research eller viden, når din kunde undersøger markedet.  

7)    Din kunde har dig som favorit

Vælg medier og budskaber, der trænger igennem støjen og overståler dine konkurrenter. Sørg for at vælge medier, der sikrer, at du altid er top of mind hos din målgruppe, så de vælger dig, når de er klar til at købe.  

8)    Din kunde køber dit produkt

Vær der, når din kunde er klar med dankortet. Vælg medier, der gør det nemt at købe, så der er få skridt til et salg. Giv din kunde en god oplevelse, så du ikke blot lukker salget, men danner grundlag for et nyt.  

9)    Din kunde fortæller om dig

Du har knoklet for at få dine kunder i hus. Hvorfor ikke lade dine kunder arbejde for dig nu? Skab loyale kunder, der kommer igen og igen – og som også får andre til at besøge dig. Tænk medier bredt og kommunikér igennem alt, hvad du har: produktkvalitet, service, kundepleje og events. Gør dine kunder til ambassadører og lad word of mouth-magien arbejde for dig.  

10)   Data, data, data

Tadaah. Du er i mål. Næsten. Du skal nu analysere effekten af dit medievalg. Hvor har du fået mest og mindst ud af dine indsatser? Justér herefter medier og budgetter for en endnu bedre performance – og start forfra. Bare rig på masser af viden om, hvor, hvordan og hvornår i kunderejsen, du bedst fanger dine kunder.  

Brug for nummer 11?

Med de 10 punkter er du rigtig godt på vej til at vælge de rigtige medier til at nå de rigtige kunder – på det rigtige tidspunkt – med det rigtige budskab. Og dét er god medieplanlægning. Er du blot mere forvirret? Så er der masser af værktøjer og bureauer, der kan hjælpe dig. Hos det digitale bureau Adhost inviterer vi dig fx gerne ned til en kop kaffe og en hjælpende hånd med at analysere din målgruppe, kortlægge deres kunderejse og sammensætte de rette medier.

Få besked om aktuelle aktiviteter
Få besked om aktuelle aktiviteter
Tilmeld dig Google Succes Onlines nyhedsbrev, og få alle gratis aktiviteter direkte i din indbakke.